Aktiviteter / Kunstboxen 2025 / Forårsudstilling 2025

Forårsudstilling 2025

Kunstboxen i Mariager byder foråret velkommen med en spændende udstilling, hvor tre dygtige gæstekunstnere præsenterer deres unikke håndværk. Udstillingen spænder bredt fra illustrationer og filtet kunst til smukke pilefletværker. Derudover glæder vi os til at introducere tre nye faste udstillere.

Gæstekunstnere:
Pia Ask fra Viby J har en stor passion for at arbejde med naturlige materialer som sten, glas, drivtømmer, læder og uld. De seneste år har hun især kastet sin kærlighed på nålefiltning med kartet uld, hvor hun skaber detaljerede og stemningsfulde værker. Hun elsker også at samle små sten og drivtømmer fra stranden og sammensætte dem til små historier i rammer – en kreativ proces, der for hende er både hygge og terapi.

Mette Plugflod skaber livlige illustrationer af natur og dyr. Hendes værker er skabt med frihåndstegning og primært farvelagt med alkoholbaserede tuscher, der giver en særlig dybde og klarhed i farverne. Hendes tilgang til kunst er enkel: hun tegner det, der bringer glæde.

Margit Halkjær har arbejdet med pileflet siden 1996 og plantede sin egen pilemark i år 2000. Hun skaber både store udendørs installationer og mindre flettede værker til nytte, pynt og glæde. Margit har en dyb kærlighed til det traditionelle håndværk og nyder at følge processen fra høst til færdigt produkt.

Nye faste udstillere:
Vi byder også velkommen til tre nye faste kunstnere i Kunstboxen:

 Maren Tang – Malerier
 Trine Kristensen – Keramik
 Inge-Lise – Malerier

Allerede faste udstillere:
Udover gæstekunstnerne og de nye faste udstillere har Kunstboxen også en række faste kunstnere, der løbende bringer ny kunst til galleriet. Vores faste udstillere arbejder inden for maleri, skulptur, akvarel, vævning, glas, smykker og keramik, hvilket sikrer en dynamisk og alsidig kunstoplevelse for vores besøgende.
Fernisering og åbningstider:

Der afholdes en festlig fernisering i Kunstboxen søndag d. 06/04-2025 kl 14:00-16:00, Kirkegade 3, 9550 Mariager, hvor alle er velkomne til at møde kunstnerne og nyde et glas vin og lidt snacks.

Udstillingen kan opleves i Kunstboxens faste åbningstider torsdag, fredag, lørdag og søndag kl 13-17 frem til ca 30. juni.
Følg os på www.kunstboxen-mariager.dk for opdateringer og mere information.
Vi glæder os til at se jer til en forårsfyldt kunstoplevelse i Kunstboxen!
KunstBoxen-Mariager | CVR: 37753955 | Kirkegade 3, 9550 Mariager