Aktiviteter / Kunstboxen 2023 / Efterår i Kunstboxen

Efterår i Kunstboxen

Kulør på Efteråret i Kunstboxen.

Natur rettet abstrakt kunst med skarpe harmoniske sammensætninger og skønheden i flammende farvespil udstilles af to kompetente gæstekunstnere i årets sidste tre måneder.

Billedkunstner Karin Lykke Weldhausen fra Mariager har arbejdet fuldtid med billedkunst siden 2000. Hun er uddannet fra Aarhus Universitet og Aarhus Kunstakademi og har undervist i mange år, før det blev til egne billeder. Hun arbejder mest med oliefarver på lærred, ind imellem også med tusch på papir. Hendes inspiration i de sidste 5-6 år er hentet i naturen omkring fjord og strand. Hun ser både former, komposition og detaljer i sine billeder, hvor alt synes at falde på plads. I de sidste par år har hun arbejdet med åkandebilleder samt tegninger af sten og tang i
frostvejr. Karin har udstillet mange steder og med forskellige grupper, bl.a. på Dronninglund Kunstcenter, Frederikshavns Kunstmuseum og i forskellige kunstforeninger. Hun flyttede til Mariager i januar i år og åbner nyt værksted på Havnegade 4 til oktober.

Hanne Helene Madsen, billedkunstner fra Kolding, arbejder både med forskellige spartler og pensler i sine flammende sammensætninger af farver. Man drages ind i hendes univers med hele farveskalaen, der hentyder til vand, himmel, klipper o.l. med bløde overgange mellem farverne og stærke farver, som snoede bånd, der giver billederne karakter. Hun har malet siden 2003 efter en hjerteoperation, og det er nu blevet en stor passion og glæde for hende, at udtrykke det, der
inspirerer hende i farver. Hanne har været på Kunstskole i Sønderborg flere gange og har haft kunstudstillinger rundt om i landet. De varme farver ses ofte i hendes malerier samt lys i forskellige farvenuancer. Hanne ønsker, at hendes malerier må skabe glæde og begejstring i menneskers liv. Det er så op til den enkelte at lade sig inspirere og lave sin egen rejse og tolkning af billedet.

Kunstboxens faste 13 udstillere viser også deres seneste malerier, akvareller samt kunsthåndværk.
I den sidste kategori kan bl.a. ses keramik fra Marianne Nymann, med hendes multifarver og finurlige detaljer. Connie Thornemann har i ler fremstillet et Mariagerfad med roser og smukke glaserede æbler. Glaskunstneren Lone Høy har et stort sortiment af glas på drivtømmer, sommerfugle, bolcheglas og små sjove troldehuse. Himmerlandsvæverne viser smukke gamle vævemønstre i flotte farver på tekstiler til hus og hjem, og Edel Kragh har mesterligt udformede smykker i ståltråd og perler samt engle både i kobber og glas.

Der er fernisering på udstillingen søndag d. 1.oktober kl. 14-16 i Kunstboxen, Kirkegade 3, 9550 Mariager. Alle er velkomne til vin og snacks. Udstillingen kan ses 1.oktober og året ud på alle torsdage-søndage kl. 13-17.

Følg os på www.kunstboxen-mariager.dk
KunstBoxen-Mariager | CVR: 37753955 | Kirkegade 3, 9550 Mariager