Udstillere / Jonas Gjerrild Nielsen

Jonas Gjerrild Nielsen- Tegner og Grafiker

Nielsen, Jonas Gjerrild (JN)
Grafiker - Tegner
Tlf.: 5071 1503

Jonas Gjerrild Nielsen er en 29-årig portrættegner som holder til i Nykøbing Mors. Jonas er uddannet mediegrafiker og har i over 6 år arbejdet som 'grafisk blæksprutte' i henholdvis Aalborg og Nykøbing Mors. Interessen for grafisk design har sine egentlige rødder i den overordnede glæde og interesse for at tegne. Jonas' tegne-gen kommer fra hans far, som i sine unge dage illustrerede fugle, hvilket var med til at danne rammerne for en udsædvanlig trang for den unge Jonas til at tegne på liv og løs.

Allerede som 3-årig blev Jonas grebet af den magi der netop opstår når en blyant/tusch i hånden kolliderer med papir. Dén magi var med til at give liv til bogstavelig talt hundredvis af tegninger i løbet af hans drengeår – alt lige fra perspektivtegninger af kirker til Disney-figurer, superhelte og dinosaurer. Efter en (alt for) lang pause væk fra tegneuniverset i løbet af de første par teenage-år opstod tegnelysten lige pludselig igen på den anden side af årtusindskiftet, hvor bl.a. Francis Bacon's udødelige mesterværker for alvor tændte en inspirerende flamme i Jonas' kreative ildsjæl. I 2006 stod den overordnede stil på figurativ surrealisme (der på grotesk vis afspejlede menneskets mystiske væsen), udført med farveblyant på papir. Formatet for den surrealistiske stil bredte sig fra tegninger til malerier (akryl på kanvas) det efterfølgende år.

I 2007 opstod der hurtigt for Jonas en nyfunden interesse for fotorealistiske motiver i tegneformat, hvilket siden da og fremover blev hans foretrukne medium (grafitblyant på papir). I løbet af de seneste år hvor tegnefærdighederne blev bedre og bedre med øvelse blev behovet for mængden af detaljer sideløbende større og større. Jonas ser nemlig det smukke i selv den skæveste lille detalje hos alle mennesker; hvad end det kunne være et modermærke, en dyb rynke eller en hårtot der ikke vil makke ret. Hvad end det er et kendt eller ukendt ansigt der foreviges i hans portrættegninger har Jonas' attitude altid været "kom som du er", da alle de små karakteristika som tegninger får frem i lyset netop er dét der gør hvert menneske unikt og smukt på hver sin måde.

I 2008 fik Jonas to af sine portrættegninger publiceret i den amerikanske bog "Amazing Pencil Portraits" af forlaget Platte Production Publishing, der omhandler 57 portrættegnere fra over 20 forskellige lande.

I 2016 fik Jonas til opgave at tegne 11 illustrationer til digtsamlingen "Lys i Mørke", skrevet af Jesper Nielsen. Forfatteren Jesper er diagnosticeret skizofren, men takler sin sygdom ved hjælp af skønlitterær digtning, hvor Jonas' tegninger afspejler de enkelte digtes betydning på et fortolkende plan.

Jonas tegner idag til både klienter, venner og bekendte – i Danmark og udlandet. Udover at tegne portrætter i hånden (grafitblyant på papir) laver han også digitale malerier fra bunden i Photoshop vha. tegneskærm, som man kan se eksempler på her: www.jgn-grafik.dk/portfolio/tegninger. Han designer også grafiske løsninger såsom logoer, vektorgrafik og rentegning af produkter.

 Se udvalgte billeder og tegninger her til højre på siden.
KunstBoxen-Mariager | CVR: 37753955 | Kirkegade 3, 9550 Mariager