Aktiviteter / Aktiviteter 2020 / Sommerudstilling/Fernisering

Sommerudstilling/Fernisering

 
Sommerens Blå Lys.
Lyset, stemninger og den blå farve er i høj grad temaer for vore to gæstekunstnere hen over sommeren i Kunstboxen. Lise Duun fra Aarhus udstiller malerier med naturen som inspirationskilde, og Richell Castellon fra Cuba henter sommeragtige gadestemninger hjem til os. Vi holder fernisering søndag d. 5 juli kl. 14-16:00 i Kunstboxen, Kirkegade 3, 9500 Mariager. Alle er velkomne, dog med afstandshensyn, og der serveres vin, snacks og chokolade.
Lise Duun er født 1966 i Aalborg og begyndte at male i 1984. Hun er selvlært, og tankerne og dagens lys skaber stemninger for det enkelte maleri. Selv om naturen er den grundlæggende inspiration, er det ikke helt, som vi kender den. Det er nærmere de mange farveindtryk og former, der giver sig udtryk i malerierne. Motiverne handler mere om at kunne frembringe en helt speciel nærmest magisk atmosfære eller stemning i et øjeblik i tiden end om at male et traditionelt motiv. Fantasien er også en stor inspirationskilde. Bag dette lægger der et stort arbejde og mange timer og tanker. Disse tanker kommer ned på lærredet, men kan ikke altid forklares med ord. Nogle gange er denne proces en kamp, og nogle gange er den ren magi og glæde. Malerierne males med oliemaling og maleteknikken udføres med skumgummi, spartel, pensel og hånden. De blå farver i hendes malerier, leder tanken hen på noget af det uendelige i tilværelsen, det evige, næsten guddommelige og har en fin beroligende virkning på beskueren.
Richell Castellon fortsætter som gæstekunstner fra foråret og til september, hvor hans malerier igen skal tilbage til New York. Han har fanget forskellige gade scenarier fra Havanna på Cuba med gamle amerikanske biler, cykler og rickshaws sammen med ældre solbelyste bygninger. Med fine, nærmest impressionistiske pensels strøg lægger han lyset ind som baggrund i sine gadebilleder. Man fornemmer det støvede lys på en varm sommerdag, hvor de hvide farver flimrer sammen med de blå eller brunlige farver. Richell Castellón er født i 1985 på Cuba, hvor han fik en fire-årig uddannelse som billedkunstner fra Kunstakademiet. Han fik prisen som bedste elev i de fire år, og har derefter deltaget i adskillige udstillinger både i Sydamerika, de Caribiske lande, USA, Canada, Spanien og Danmark.
Mange af de øvrige 15 udstillere i Kunstboxen viser også stor forkærlighed for sommerens blå farver. Det kan være farverne fra fjorden, himmelen eller havet, hvor den blå farver viser rummet og dybden. Mariagerfjord har inspireret flere af vore kunstnere til et kig ud over vandet, hvor himmel og fjord eller hav mødes, og man kigger på det stabile og uendelige. Kunstboxen har desuden valgt fremover at kaste lys på håbefulde unge lokale kunstnere, der har ønsket at udstille. Den første i rækken bliver Pernille Nielsen, 25 år og fra Hobro, som viser tegninger og malerier.
Kunstboxen bugner nu af smukke og kreative idéer til sommerens gaver. Vi har fået nyt keramik fra Marianne Ramsted, Mariager. Hun producerer dog ikke mere, men vi udstiller hendes smukke vaser, krukker og figurer i afdæmpede farver. Der er kommet nye akvareller med sommerstemninger fra Mariager og Hobro, og vor glaskunstner har også vist en forkærlighed for den blå farve både i blomster, fisk og fugle. At arbejde i skind og læder er endvidere en stor kunstart, hvor vi både viser kunsthåndværk samt meget dekorative broderier. Endelig har vores pilefletter også tænkt på sommeren med idéer til at bruge og anbringe i haven, og på hylderne er der et stort udvalg af smykker, skulpturer, filt mm.
Kunstboxen er åben tirsdag-søndag, alle dage 11-16, og sommerudstillingen kan ses indtil 30 september. 
 
KunstBoxen-Mariager | CVR: 37753955 | Kirkegade 3, 9550 Mariager